Hvem kan være med:
Alle, der har lyst til at arbejde med maskiner og metaller og gerne vil lære at svejse. Du er også velkommen, selvom du ikke har arbejdet med det før.
Formål:
Motor og metal-værkstedet er for alle, der har en interesse i at arbejde med motorer, metalstumper og ting på hjul.
I undervisningen kommer vi omkring forskellige typer af motorer, væsentlige systemer på biler og knallerter samt service af disse, håndtering af forskelligt værktøj og sikkerhedsforanstaltninger under brugen heraf. Der vil i løbet af året også være virksomhedsbesøg, besøg fra erhvervsfolk og ekskursioner til andre værksteder, hvor der bliver mulighed for at se og høre om nogle af de muligheder, der åbner sig ved at tage en erhvervsrettet uddannelse.
Eleverne får mulighed for at få §17-certifikat, som er nødvendigt for at få lov til at arbejde med svejser og skærebrænder. For de elever, som tager imod dét tilbud, vil der gennem resten af undervisningsforløbet være særskilte opgaver for dem, så de også lærer at svejse.
I Motor og metal er der ikke et lovpligtigt pensum, og dermed kan og vil undervisningen også variere hvert år, alt efter hvad det enkelte hold finder interessant. Alle hold kommer dog igennem de samme ting, men det er vidt forskelligt, hvor meget tid der bruges på de forskellige emner.
Fra skoleåret 2025/26 er faget 4 lektioner om ugen.