En fællestime på Hedemølle Efterskole blev startskuddet for Laura Garst og Joshua Jensen, som netop har udgivet sangen ”I’m still here”. De drømmer stort – både sammen og hver for sig.
Af Kristian Wesenberg Andersen, forstander på Hedemølle Efterskole
Det er en fredag eftermiddag som alle andre på Hedemølle Efterskole. Eleverne er ved at være på plads i samlingssalen, hvor skoleugens sidste 40 minutter venter, inden der er dømt weekend.
Gæsten til dagens fællestime er Leon Danielsen, som er musikkonsulent i Indre Mission. Han har nogle gode sange og nogle sjove lege med. Han ved godt, at det er den sidste time, før weekenden kalder, så det kræver lidt ekstra at fange elevernes opmærksomhed. Det klarer han rigtig godt.
Det er dog ikke en enkelt sang eller en særlig aktivitet, der stjæler opmærksomheden hos 16-årige Laura Garst Nielsen og ligeledes 16-årige Joshua Jensen. Det er derimod ”nyheden” om, at man kan sende sin egen sang ind til et udvalg bag ”Event”, som er et landsdækkende arrangement, som en gang om året arrangeres af Indre Mission. Tre af de indsendte sange vil efterfølgende blive udvalgt til at blive spillet live på Event, men også til at blive indspillet professionelt sammen med netop denne fredags gæst Leon Danielsen og efterfølgende blive udgivet på diverse musiktjenester.
Vi fik travlt
Når ”nyhed” står i citationstegn, skyldes det, at det mildt sagt ikke længere er en nyhed denne fredag. Faktisk er der kun en uge til sidste frist for indleveringen af en sang.
- Laura og jeg kiggede på hinanden. Det her ville vi bare, men vi vidste godt, at nu fik vi travlt, siger Joshua.
Og travlt det fik de. Straks efter fællestimen gik de direkte i ”værkstedet”.
- Vi skulle bare i gang, så allerede fredag eftermiddag begyndte vi at skrive. Vi havde en uge til at skrive og indspille vores sang, så der var tryk på, siger Laura og supplerer med, at hun og Joshua stort set arbejdede med sangen hver eftermiddag og aften i den kommende uge.
- Vi startede med at skrive en melodi, og derefter lavede vi teksten, som passede til melodien. Og vi fik faktisk afleveret vores sang torsdag aften, så det var jo i god tid, griner de samstemmende.
Det overordnede emne for sangen var ”Kære”. Det var et emne, som på forhånd var defineret af folkene bag konkurrencen, og det skulle altså på en eller anden måde indgå i sangen.
I teksten til ”I’m still here”, som sangen hedder, kan man således blandt andet høre ordene ”dear lord” og ”dear child”.
- Cirka halvanden uge før Event i november fik vi så en tilbagemelding på vores sang, og vi var vist ret meget oppe at køre, da vi fandt ud af, at vores sang var blandt de tre, der var blevet udvalgt, griner Joshua og tilføjer:
- Og på Event fik vi så mulighed for at præsentere sangen og idéen bag, mens vi jo så også spillede den for publikum. Det var en fed oplevelse.
Efter premieren på Event blev det igen tid til at trække i arbejdstøjet. Nu blev det tid til at indspille sangen.
Til det fik de professionelt hjælp af Leon Danielsen, som kom til Hedemølle Efterskole, hvor han en hel dag arbejdede med Laura og Joshua, som denne dag fik fri fra skole for at gå i studiet.
- Det var den 1. december, og jeg kan tydeligt huske, at vi arbejdede fra klokken 9 til 22, så vi var godt brugte, da dagen var forbi, smiler Laura.
En sang mere
Nu er det godt et halvt år siden, sangen blev indspillet, og den 29. maj blev nummeret så udgivet på diverse musiktjenester.
- Det har da været en lang ventetid, men nu er den ude, så det er da bare virkelig fedt. Vi håber meget, at folk kan lide den, siger Joshua og fortælle i samme åndedrag, at han og Laura ikke bare har siddet og ventet, mens tiden er gået.
- I mellemtiden har vi faktisk selv indspillet en anden sang. Til den var vi også heldige at få sparring af Leon. Den hedder ”You still know my name”, og den skulle også gerne være ude inden sommerferien.
Og hvad skal der så ske nu? Og hvad med efter sommerferien, hvor Joshua fortsætter i 10. klasse på Hedemølle Efterskole, mens Laura skal videre på ungdomsuddannelse.
- Vi regner med at fortsætte med at lave musik sammen, men vi ved godt, at det bliver sværere næste år, når Laura ikke er her længere. Derfor er vi også begge indstillet på også at lave noget hver for sig, siger Joshua.
De to deler i øvrigt drømmen om, hvad det endelige mål med musikken er.
- Jeg drømmer om at være med som musiker i lovsangsbandet på den store scene på Å-Festival, siger Joshua.
- Ja, det drømmer jeg også om. Kunne jeg få lov at lede lovsang på Å-festival, ville det være fantastisk. Så her deler vi drømmen, smiler Laura.
I første omgang kan du, kære læser, søge titlen ”I’m still here” frem på din foretrukne musiktjeneste og lytte til den smukke lovsang, Laura og Joshua sammen har lavet.
Du kan også finde den ved at scanne QR-koden her i artiklen.
# SammenOmSkolen SammenOmRejsen SammenOmNaturen SammenOmKrea SammenOmMaden SammenOmSporten SammenOmMusikken SammenOmTroen
God mad, spændende rejser og venner for livet
Hvad siger de tidligere elever om deres ophold på Hedemølle Efterskole?
Her kan du læse om nogle af dem:
Felter markeret med en * skal udfyldes