#

SammenOmSkolen SammenOmRejsen SammenOmNaturen SammenOmKrea SammenOmMaden SammenOmSporten SammenOmMusikken SammenOmTroen

Events & nyheder

Vores piger vinder ØM i fodbold 2025!

Både pigerne og drengene har netop været til Østjysk Mesterskab (ØM) i udendørs fodbold, og for især pigerne blev det en kæmpe succes, da det for fjerde år i træk lykkedes dem at stryge helt til tops og tage ØM-trofæet med hjem til Hedemølle.

Også drengene markerede sig flot ved at spille sig i semifinalen, som desværre blev tabt efter straffesparkskonkurrence.

Inden den kamp havde drengene vundet deres indledende kampe med 1-0, 2-0 og 1-0, så altså uden at indkassere et eneste mål imod sig. Stærkt!

Drengenes semifinale var imod vores venskabsskole fra Djurslands Efterskole, og det blev en helt tæt kamp, som sluttede uden scoringer. Efter seks spark i straffesparkskonkurrencen måtte HE-drengene desværre se sig slået. Godt kæmpet drenge!

Pigerne viste sig uovervindelige denne dag på HSM Arena i Grenå, hvor mesterskabet blev afviklet. Efter tre indledende kampe med en samlet målscore på 10-1 ventede Rønde i semifinalen, og den vandt Hedemølle-pigerne med 2-0.

Herefter ventede Vivild i finalen, og ligesom i den indledende kamp mod selvsamme modstander – den endte 1-1 – blev finalen en tæt affære, som da også endte i straffesparkskonkurrence, og her var HE-pigerne skarpest.

Dermed kunne de rejse tilbage til det midtjyske som vindere af Østjysk Mesterskab 2025.