O-tur

I uge 37 var vi på O-tur i skovene omkring Silkeborg i fremragende sommervejr. Efter en tidlig start ved 4-tiden tirsdag morgen var de 11 hold i gang med pendulspring, træklatring, mountainbike på bane, tømmerflådebygning og mere eller mindre vellykkede sejlture med flåderne, bueskydning og kanosejlads. Der blev også gået en del km i det smukke landskab og spist rekordstore mængder af rugbrød! Stemningen var god, der var gang i kampråbene og gensidig opmuntring, når noget nyt og måske grænseoverskridende skulle prøves. Efter dagens oplevelser var det tid til bål og madlavning og lidt afslapning, så alle kunne være klar til nye oplevelser.

Et par af de bedste fra onsdag var trægyngen, hvor hele holdet skulle hjælpe med at give fart til kæmpegyngen, klatretårnet og så var der svingtovet ved Slåensø, som holdene kom til onsdag eller torsdag – måske den smukkeste post på hele turen?
Der blev også skudt papdyr med spyd, kastet med æg, samarbejdet bl.a. med papkassetårne på over 5 meter, quizzet og meget mere. Og aftensmaden stod på fisk – vel og mærke leveret levende – en regnbueørred pr. person.
Torsdag stod mere i hyggens tegn bl.a. med pandekagebagning over bål, og det var en flok trætte og glade elever, der kørte i busser tilbage mod Hedemølle og lang og særdeles tiltrængt weekend.